Morgenens første blog, fra gruppen af venner, var Peter Larsens post om at, .tel er åben for registreringer.
Jeg har gået og overvejet det lidt i løbet af dagen, og da jeg fik tid til at se de animationer om .tel Peter linker til, så blev min konklusion at .tel bare er endnu et socialt netværk.
Det eneste der er anderledes er, at det har sit eget TLD.
For firmaer er der intet i .tel ideen der ikke kan gøres smartere med firma.com/contact og firma.com/contact.xml.
Den første til folk der slår op med en almindelig browser, den anden til automatisk opdatering for mobile enheder, telefonbogs applikationer o.l.
For private er det et spørgsmål om at købe et domæne et passende sted, og så offentliggøre linket til vennerne - det er formentlig også billigere end et .tel domæne.
I mit tilfælde vil det være batmule.dk/contact.
Skulle jeg have lyst til at kunne begrænse hvem der kan se hvad, så ville det nemmeste være at bruge URLer i stil med batmule.dk/contact/password og så f.eks lade batmule.dk/contact/SkaDaHaDetHele være linket til de, der skal have mobil og email med, og batmule.dk/contact/NuMedEmail til de der bare skal have email med.
Og i praksis ville det ikke være nødvendigt at bruge dette system til min e-mail adresse. Den har ikke ændret sig siden 1999, og kommer næppe til at ændre sig nogensinde.
Det samme vil være tilfældet for alle andre, der har købt eget domæne.
.tel tilhængernes første argument vil være at med .tel, så skal Brian&Yvonne ikke tænke på webdesign. De skal bare købe deres side, og derefter taste informationer ind.
Men Brian&Yvonne har allerede en hjemmeside, som de lavede ved at bruge en 1-2-3-hjemmeside template hos deres hosting leverandør. Og hvorfor skulle denne ikke tilbyde en /contact side som en del af pakken?
Med OpenID vil adgang baseret på hver enkelt ven/kontakt være ret enkel at få på plads (igen via hosting leverandørens 1-2-3-hjemmeside template).
Og jeg vil umiddelbart tro at besværet med at give vennerne adgang en efter en, vil være det samme med OpenID som med .tel.
Ydermere så lider .tel af præcis samme problem som .com - der vil være alt for mange navnekollisioner.
Jeg har meget stor respekt for Peter, men denne gang tror jeg at han er hoppet på Second Life vognen.