Jeg var på strøget i dagens gode vejr, for at bytte et par gaver. I fremtiden må jeg se at holde min ønskeseddel opdateret ...

Efter at have byttet, skal der noget frokost indenbords, og jeg finder det sædvanlige sandwitch sted overfor Illums.

Samtalen med den ansatte forløb nogenlunde som:

Mig: Sådan en bolle [peger [1]] og en halv liter cola
Ham: Vi har 'mellem' og 'stor' cola
Mig: Det ved jeg jo ikke hvad indeholder. Giv mig den der indeholder ca. en halv liter.
Ham: Vi har 'mellem' og 'stor' cola [vender sig om, finder to krus og holder dem op]
Mig: [Peger på det der ser ud til at indeholde .5l] Den der.
Ham: [Finder det bestilte frem] Værsgod.

Nogen mennesker er bare møgheldige at vi opererer med en høj mindsteløn her i landet, og at de ikke skal yde en rimelig service for at få nødvendige drikkepenge.
Hvordan hulen kan man arbejde et sted, og have sat sig så lidt ind i produkterne?
Og hvad er det der generelt får caféer og restauranter til at antage at alle kunder er synske, og derfor kan forholde sig til hvad der rent kvantitativt ligger bag 'lille', 'mellem' og 'stor' begreberne?

Dette minder mig om en gang jeg sad på en café og spiste med en veninde, og to friskfyr typer kom og satte sig ved et bord i nærheden. De skulle have to fadøl, og tjeneren spurgte så meget "hjælpsomt" om det skulle være 'lille', 'mellem' eller 'stor'. De skulle selvfølgelig være store, og deres ansigtsudtryk, da tjeneren kom med 2 gange 0.7l fadøl, reddede underholdningen den dag.

Man kan efterfølgende undre sig over navngivningen af størrelser. Hvorfor var det ikke en 'lille' og en 'stor', men en 'mellem' og en 'stor' de havde på dagens sandwitch sted?

[1] på en spinatbolle med kylling og peanut sovs - det skulle jo prøves, og kan iøvrigt anbefales (spinaten kunne heldigvis ikke smages).